6 råd til god mundhygiejne

Dårlig mundhygiejne fører ofte til huller i tænderne og betændt tandkød. Betændelse i tandkødet kan sprede sig til det væv, der sidder nede omkring tandrødderne og kaldes i så fald paradontitis. Paradontitis nedsætter vores generelle sundhed og forværrer desuden både diabetes og hjertekarsygdomme. Grunden til at der er en sammenhæng mellem tandkødsbetændelse og blandt andet hjertekarsygdomme er, at betændelsestilstanden i tandkødet gør, at bakterierne kommer ud i kroppens kredsløb og derved kan påvirke andre dele af kroppen negativt.

6 råd til god mundhygiejne

I det følgende har med lidt hjælp fra hjemmesiden langenaestand.dk samlet seks gode råd til, hvordan du kan opretholde en god og sund tandhygiejne og dermed undgå paradontitis, og hvad det kan medføre.

Børst tænder grundigt hver dag

Vi bør børste tænder to gange om dagen med en flourholdig tandpasta. Sørg for at komme rundt i hele munden på både forsiden, bagsiden og tyggesiden af alle tænderne. Giv dig god tid til at nå de bagerste tænder også, da nogle af disse kan være svære at komme ordentligt ind til.

Udskift din tandbørste regelmæssigt

Som tommelfingerregel bør du skifte din tandbørste ud hver tredje måned, men det afhænger naturligvis af, hvor ofte du bruger den, hvor godt du skyller den, samt hvor slidt og beskidt den er. Hvis børsterne begynder at bøje, eller tandbørsten generelt ser slidt eller beskidt ud, er det tid til en udskiftning.

Hvis det er muligt, er det bedst at have tandbørsten stående i et lukket skab, så den ikke opfanger bakterier og fugt fra badeværelset.

Brug tandtråd

De fleste af os ved godt, at vi skal bruge tandtråd, men tænker måske også, at vi kan springe det over, hvis vi blot er ekstra grundige med tandbørsten. Det er dog en uheldig beslutning, da tandbørsten ikke kommer hele vejen rundt om tænderne.

En tand har fem flader, men uanset hvor godt og længe du bruger tandbørsten, kan du kun børste tre eller fire af disse sider. Den sidste side eller de sidste to sider vender ind mod nabotanden, så her er det nødvendigt med tandtråd for at komme ordentligt til.

Selvom det er fristende, er det altså langt fra en god idé at droppe tandtråden for at spare et par minutter i morgen- og aftenrutinen.

Besøg tandlægen regelmæssigt

Det er ikke for ingenting, at de fleste tandlæger indkalder til tandeftersyn en gang om året. Du har måske hørt nogle sige, at det kun er for at få penge ud af folk, men der er altså en reel mening med det årlige tjek hos tandlægen, og selvom tandlægen naturligvis tjener penge, har du også store gevinster at hente, da et årligt eftersyn gør det muligt at opdage eventuelle problemer og gøre noget ved dem i tide, så de ikke udvikler sig.

Hører du til blandt dem, der ”glemmer” at få bestilt en tid, fordi du frygter det årlige besøg, kan det godt betale sig at bruge noget tid på at finde en tandlæge, du er tryg ved, så du ikke udvikler eller forværrer en eventuel tandlægeskræk. Hvis du føler dig i gode hænder hos din tandlæge – og desuden overholder de årlige tandeftersyn – er der ingen grund til at udskyde eller aflyse dit næste besøg.

Skru ned for sukkerindtaget

Vi ved alle sammen, at slik og sodavand ikke er sundt, men det er ikke kun på vægten, der er negative effekter ved sukkerindtaget. Tænderne tager også skade af sukker, så hvis du vil passe på dine tænder, bør du overveje, om du kan skrue ned for dit sukkerindtag. Begræns eksempelvis slik og sodavand til weekenderne og drik altid rigeligt med vand, når du drikker sodavand, så du mindsker indtaget af de sukkerholdige drikke

Brug sugerør

Hvis du ikke kan undvære de sukkerholdige drikke som sodavand og juice helt, er det en god idé at drikke dem med sugerør. På den måde kommer sukkeret længere ind i munden, så det ikke skal forbi alle tænderne, før du synker. Det retfærdiggør selvfølgelig ikke et stort indtag af saft, sodavand og juice, men det kan være en god måde at passe på tænderne, når du nyder en fredagscola.

Kategoriseret i: Uncategorized

Om forfatteren:

Hanne Clausen interesserer sig for alt til boligen. Hun elsker at indrette, designe og lave dybdegående research om alle mulige forskellige ting der kan forbedre hjemmet.

Kommentér artiklen