Køl maden energivenligt og spar penge

Vidste du, at madvarernes placering i køleskabet kan have betydning for køleskabets køleevne? Og er du klar over, at man kan forlænge holdbarheden af sine madvarer ved at placere dem rigtigt i køleskabet? Du får her nogle gode tips til, hvordan du kan spare penge ved at køle din mad energivenligt og samtidig forlænge madvarernes holdbarhed.

Når man skal køle sin mad energivenligt skal man først og fremmest være opmærksom på, at husstandens køleskab passer til husstandens størrelse. En familie på 3-4 personer vil som regel kunne nøjes med et køleskab med en kapacitet på 150-200 liter. Er køleskabet alt for stort, vil køleskabet skulle bruge unødigt energi på at køle den uudnyttede plads ned og det vil kunne mærkes på elregningen.

En anden vigtig overvejelse man skal gøre så, når man vil køle energivenligt, er køleskabets placering i køkkenet. Har man eksempelvis placeret sit køleskab ved siden af en radiator, et komfur eller i direkte sollys, vil køleskabet bruge meget mere energi, end hvis det stod placeret et køligere sted.

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at temperaturen i et køleskab ligger på mellem 3-5 grader for, at madvarerne holder sig bedst og risikoen for bakterier holdes på et minimum. Man kan indstille sit køleskab på forskellige køleniveauer og mange nyere køleskabe har digital temperaturvisning. Dog kan det være en god idé at hænge et termometer op i køleskabet eller jævnligt selv tjekke om temperaturen er korrekt, da køleskabe ikke altid måler præcist.

Bliver temperaturen i køleskabet højere end 3-5 grader vil det kunne nedsætte madvarernes holdbarhed og danne grobund for bakterier og spredning af samme. Bliver temperaturen derimod for lav, vil man også kunne risikere at ødelægge de madvarer, der ikke kan tåle temperaturer tæt på frysepunktet.

I et køleskab vil der ofte være forskel på temperaturen alt efter, hvor i køleskabet man måler. Nederst i køleskabet vil der ofte være koldere end øverst og på samme måde vil temperaturen i køleskabslågen også ofte være højere end bagerst i køleskabet. Denne temperaturforskel kan dog med fordel udnyttes, da nogle madvarers holdbarhed forlænges ved at blive opbevaret lidt køligere/varmere end de anbefalede 3-5 grader.

En anden god måde at køle energivenligt og spare penge på sin elregning, er ved at optø frosne madvarer i køleskabet. Selvom det tager lidt længere tid at optø frosne madvarer i køleskabet, vil de frosne madvarer hjælpe med at holde køleskabet koldt og køle de andre madvarer. Køleskabet bruger på den måde mindre energi, hvilket man vil kunne mærke på sin elregning. Omvendt skal man dog også være påpasselig med at sætte fx varme rester fra aftensmaden direkte i køleskabet, da køleskabet så vil skulle bruge rigtig meget energi på at køle dem ned til 3-5 grader. Her kan det være en god idé at stille maden til afkøling på køkkenbordet ved stuetemperatur, inden den kommer ind i køleskabet. Man skal dog blot være opmærksom på, at den varme mad ikke må stå ved stuetemperatur for længe, da man ellers risikerer, at der opstår bakterier i maden.

Ved at følge ovenstående råd og gøre sig nogle enkelte overvejelser omkring husstandens behov, køleskabets placering i køkkenet og madvarernes placering i køleskabet vil man kunne spare penge på sin elregning, forlænge madvarernes holdbarhed og dermed også spare penge på husstandens madbudget.

Kategoriseret i: Energibesparelse

Om forfatteren:

Hanne Clausen interesserer sig for alt til boligen. Hun elsker at indrette, designe og lave dybdegående research om alle mulige forskellige ting der kan forbedre hjemmet.

Kommentér artiklen