Optimal brug af solcelleanlæg

Af Hanne Clausen
0 Kommentar

En af de store fordele ved et solcelleanlæg er, at du ikke behøver at skænke det mange tanker, når det først er monteret. Hvis du har valgt et godt solcelleanlæg, vil det automatisk producere masser af gratis strøm dag efter dag. Solcelleanlægget skal blot have rette forhold, så vil det producere strøm ved dagslys, også selvom der er overskyet. Selv om vinteren vil dit anlæg producere strøm.

Det bedste du kan gøre, er altså bare at sørge for, at dit solcelleanlæg har de bedste forhold, så vil det som regel også fungere optimalt. Her er nogle gode råd til, hvordan du giver dit solcelleanlæg de optimale forhold.

Placering

Solceller giver den optimale ydelse, når solens stråler rammer solcellepanelerne vinkelret. Derfor bør man tilstræbe, at solcelleanlæggets overflade vender direkte mod solen så stor en del af dagen som muligt.

I Danmark vil det i praksis sige, at anlægget skal vende direkte mod syd. Gør anlægget det, og har det den rette hældning (se nedenfor), vil du kunne opnå en ydelse på omkring 100 pct. Hvis du ikke har mulighed for at få dit solcelleanlæg placeret, så det vender direkte mod syd, er den næstbedste løsning bare at placere det, så det i så høj grad som muligt vender mod sydøst til sydvest. I så fald vil anlægget dog producere op til 20 pct. mindre, end hvis det vender stik mod syd læs mere her.

Hældning

Som nævnt har et solcelleanlæg den optimale ydelse, hvis solens stråler rammer dets overflade vinkelret. Det betyder også, at solcelleanlægget bør have en hældning på 40-45 grader, hvilket er tilfældet for rigtig mange danske huse. Det er også en af de vigtigste grunde til, at de fleste solcelleanlæg i dag bliver monteret på hustage, hvor hældningen ofte er omkring 45 grader, og hvor der som regel er masser af sol i løbet af dagen. Hvis du ikke har mulighed for at montere dit solcelleanlæg på et tag, eller hvis dit tag har en mindre gunstig placering eller hældning, kan du overveje at montere det på et stativ i fx din have.

God luftcirkulation mellem solcellepanelerne

I forbindelse med monteringen af solcelleanlægget er det også vigtigt, at der er god luftcirkulation mellem solcellepanelerne, så de bliver afkølede. Hvis ikke cirkulationen er i orden, påvirker det systemets ydeevne i negativ retning. Årsagen er, at det ikke er varmen fra solens stråler, der får solpanelerne til at producere energi, men lyset fra solen. Faktisk producerer solcellepanelerne mere strøm, når de er afkølede, end når de er varme. Der må derfor ikke være noget, som hindrer luftcirkulationen mellem panelerne.

Skygge

Selv en lille skyggeflade på ens solcelleanlæg kan have stor betydning. Det virker måske lidt mærkeligt, at det skulle være tilfældet. Men forklaringen er, at solcellepanelerne i et solcelleanlæg er forbundet med hinanden. Hvis der altså falder lidt skygge på en del af dit solcelleanlæg, vil det påvirke ydelsen på de øvrige paneler – og dermed også den samlede ydelse for anlægget. Hvis et panel i solcelleanlæg er i skygge, kan det fx påvirke 20 andre af anlæggets paneler. Pas derfor på, at der ikke falder skygger på dit solcelleanlæg. Det kan være skygger fra fx træer, kviste, skorstene, andre bygninger eller fra blade og andet skidt, som med tiden kan lægge sig på solcelleanlægget.

En let måde at holde sit anlæg rent på er ved at spule det med en vandslange nogle få gange om året. Ofte er det dog ikke nødvendigt at gøre det, fordi et solcelleanlæg i praksis ofte er selvrensende. Men det er selvfølgelig en god idé jævnligt at holde øje med, om der har samlet sig skidt og blade på solcellepanelernes overflade.

Hold øje med inverteren

Inverteren er typisk den del af et solcelleanlæg, der har kortest levetid. Nogle invertere kommer med en garanti på fem år, mens andre har en garantiperiode på 10 år. Men selv om din inverter kommer med en lang garanti, er det alligevel vigtigt at sørge for, at den fungerer så godt som muligt i dagligdagen, hvis dit anlæg skal yde det maksimale. Inverteren bliver varm under drift, og det er vigtigt, at den afkøles af en blæser, så den ikke bliver overophedet. Derfor skal der også være god cirkulation omkring inverteren. Hold desuden øje med, om der har samlet sig støv på inverterens køleribber, som blæseren suger luft ind gennem. Hvis der samler sig støv på køleribberne, virker inverterens kølesystem ikke helt optimalt, fordi køleren hele tiden må arbejde hårdere – ligesom det er tilfældet med en computers kølesystem. Derfor er det en god idé med jævne mellemrum at fjerne støv og skidt.

You may also like

Tilføj en kommentar